Forandring er svært

For der er hårdt brug for forandring i rideverdenen!

Og vi skal være villige til at gøre det hårde arbejde.

Vi har brug for, at den aktuelle debat om etisk ridning fokuserer på hestens oplevelse som ridehest. Bare fordi du kan få hesten til at gøre arbejdet, betyder det ikke, at din hest er tryg og tilpas med at gøre det. Mængden af konfliktmarkører, som heste på alle niveauer udviser regelmæssigt, fortæller en tydelig historie om stress og smerte.

I rideverdenen, både ”live” og på sociale medier, ser jeg ryttere, der siger at de elsker deres heste, men stadig konsekvent udsætter hestene for højt pres og endda smerte, for at få dem til at adlyde og underkaste sig rytternes kommandoer.

Det har jeg også været skyldig i.

Mens jeg var i konkurrenceverdenen, betragtede jeg mig selv som meget hestevenlig, og jeg var i mange situationer i opposition til det traditionelle regime, jeg målte mine standarder efter.

Sammenlignet med noget af det, jeg oplevede både offentligt og bag kulisserne, var jeg meget hestevenlig, men sammenlignet med, hvordan jeg træner, håndterer og forstår heste i dag, var jeg det ikke.

Vi skal ændre kulturen med hensyn til måden, vi rider og træner heste på, og også måden, vi taler om heste og om - og til - andre ryttere, og generelt agere med mere empati og rummelighed.

Jeg forstår godt, hvordan ryttere kan have modstand over for forandringer. Både på grund af frygten for at fejle, den mulige sociale isolation, når man ikke mere gør som resten af ”gruppen”, og den betydelige indsats og disciplin det kræver at bryde gamle vaner.

Da jeg første gang prøvede at ændre min måde at ride og træne heste på, følte jeg mig fortabt og usikker.

Det gjorde også, at måden jeg fik implementeret den nye viden på, i dag er noget jeg tænker tilbage på med skam. Det var en periode i mit hesteliv, hvor jeg brugte overdrevent pres, idet jeg troede, at brugen af negativ forstærkning retfærdiggjorde næsten alt.

Det, kombineret med den angst og frustration, der kom fra tabet af kontrol, frygten for at fejle og tristheden over at miste mit selvbillede som en dygtig og indfølende rytter, var hverken gavnligt eller retfærdigt for hestene.

Jeg er ikke stolt, når jeg ser nogle af de gamle videoer, men jeg bruger dem til at lære af mine fejl, og jeg spekulerer ofte på, HVORDAN jeg kunne finde på at lægge så meget pres på de dyr, som jeg følte, at jeg virkelig elskede.

Min udvikling og proces har været i gang i virkelig mange år og er det til stadighed. Derfor føler jeg også ofte med nutidens professionelle ryttere, som pga. af den store modstand mod forandring, der har været i hesteverdenen i mange år, nu bliver nødt til at gennemgå deres nødvendige forandringsprocessen med lynets hast.

For der er ingen vej uden om: Vi er nødt til at hæve den etiske standard i hesteverdenen nu.

Vi ved, at viden kan reducere frygt og gøre det ukendte mere overskueligt, og derfor skal vi fortsætte med at dele viden og forståelse for, hvordan hestene oplever verden.