I ugen op til den afsluttende eksamen for BBH Basisinstruktørerne, havde jeg den store ære at blive nomineret og valgt til, posten som ”Practitioner Representative” i ISES,- International Society for Equitation Science

Det er en post jeg er meget glad for at have fået mulighed for at bestride og har glædet mig til at kunne fortælle om. Nogle af mine kommende opgaver bliver blandt andet, at fungere som bindeled mellem forskningen og de aktivt udøvende trænere og ryttere. Jeg vil også arbejde for at yderligere udbrede forståelsen for læringsteori, som var min "first love" inden for Equitation Science og i dag er grundstenen i BBH træning og undervisning.

Her kan du se, og downloade ISES’s 10 principper for Hestetræning, som netop er blevet oversat til dansk, i et samarbejde mellem dyrlæge Randi Lintrup, Professor Jan Ladewig og Senior Vice President for ISES , Janne Winther Christensen.

Principperne danner et solidt fundament for både håndtering og grundtræning indenfor alle discipliner. Det er principper som samtlige af vores Basisinstruktører, er eksamineret i.

Jeg har et stort ønske om at skabe en endnu stærkere forbindelse mellem forskningen og den praktiske anvendelse af den tilgængelige viden i træningen af hestene, for herigennem at øge velfærden for vores rideheste.

Jeg har en masse arbejde foran mig, henover sommeren, med at forstå behovet og mulighederne endnu dybere og hvis du har idéer, og /eller lyst til at være mere involveret i at skabe en stærk forbindelse mellem forskning og træning, kan jeg nås på mail susan.kjaergaard@equitationscience.com.

Jeg er meget stolt over at have fået denne mulighed og jeg er klar til, også ad denne vej, at arbejde passioneret for at skabe bedre og mere velfærd for vores rideheste

Du kan også downloade ISES's 10 principper for hestetræning som PDF her.

Læs også artikel Sådan lærer hesten; Forstærkning og straf.

Indlægget ISES – 10 principper for Hestetræning blev først udgivet på Blue Berry Hill.

I disse dage er det 1 år siden TV2 var forbi Haugevejens Hestecenter for at lave optagelser til Operation X.

Siden programmet udkom i oktober, har vi alle talt rigtig meget om den kulturforandring der er nødt til at ske i hesteverdenen, for at vi kan blive ved med at se os selv, og vores heste, i øjnene.

Det har fået mig til at tænke meget over den udvikling og proces jeg selv har været igennem i løbet af de sidste 17 år.

I disse dage er det 1 år siden TV2 var forbi Haugevejens Hestecenter for at lave optagelser til Operation X.

Siden programmet udkom i oktober, har vi alle talt rigtig meget om den kulturforandring der er nødt til at ske i hesteverdenen, for at vi kan blive ved med at se os selv, og vores heste, i øjnene.

Det har fået mig til at tænke meget over den udvikling og proces jeg selv har været igennem i løbet af de sidste 17 år.

For der er hårdt brug for forandring i rideverdenen!

Og vi skal være villige til at gøre det hårde arbejde.

Vi har brug for, at den aktuelle debat om etisk ridning fokuserer på hestens oplevelse som ridehest. Bare fordi du kan få hesten til at gøre arbejdet, betyder det ikke, at din hest er tryg og tilpas med at gøre det. Mængden af konfliktmarkører, som heste på alle niveauer udviser regelmæssigt, fortæller en tydelig historie om stress og smerte.

I rideverdenen, både ”live” og på sociale medier, ser jeg ryttere, der siger at de elsker deres heste, men stadig konsekvent udsætter hestene for højt pres og endda smerte, for at få dem til at adlyde og underkaste sig rytternes kommandoer.

Det har jeg også været skyldig i.

Mens jeg var i konkurrenceverdenen, betragtede jeg mig selv som meget hestevenlig, og jeg var i mange situationer i opposition til det traditionelle regime, jeg målte mine standarder efter.

Sammenlignet med noget af det, jeg oplevede både offentligt og bag kulisserne, var jeg meget hestevenlig, men sammenlignet med, hvordan jeg træner, håndterer og forstår heste i dag, var jeg det ikke.

Vi skal ændre kulturen med hensyn til måden, vi rider og træner heste på, og også måden, vi taler om heste og om - og til - andre ryttere, og generelt agere med mere empati og rummelighed.

Jeg forstår godt, hvordan ryttere kan have modstand over for forandringer. Både på grund af frygten for at fejle, den mulige sociale isolation, når man ikke mere gør som resten af ”gruppen”, og den betydelige indsats og disciplin det kræver at bryde gamle vaner.

Da jeg første gang prøvede at ændre min måde at ride og træne heste på, følte jeg mig fortabt og usikker.

Det gjorde også, at måden jeg fik implementeret den nye viden på, i dag er noget jeg tænker tilbage på med skam. Det var en periode i mit hesteliv, hvor jeg brugte overdrevent pres, idet jeg troede, at brugen af negativ forstærkning retfærdiggjorde næsten alt.

Det, kombineret med den angst og frustration, der kom fra tabet af kontrol, frygten for at fejle og tristheden over at miste mit selvbillede som en dygtig og indfølende rytter, var hverken gavnligt eller retfærdigt for hestene.

Jeg er ikke stolt, når jeg ser nogle af de gamle videoer, men jeg bruger dem til at lære af mine fejl, og jeg spekulerer ofte på, HVORDAN jeg kunne finde på at lægge så meget pres på de dyr, som jeg følte, at jeg virkelig elskede.

Min udvikling og proces har været i gang i virkelig mange år og er det til stadighed. Derfor føler jeg også ofte med nutidens professionelle ryttere, som pga. af den store modstand mod forandring, der har været i hesteverdenen i mange år, nu bliver nødt til at gennemgå deres nødvendige forandringsprocessen med lynets hast.

For der er ingen vej uden om: Vi er nødt til at hæve den etiske standard i hesteverdenen nu.

Vi ved, at viden kan reducere frygt og gøre det ukendte mere overskueligt, og derfor skal vi fortsætte med at dele viden og forståelse for, hvordan hestene oplever verden.

I min træning i dag bruger jeg mange forskellige tilgange og læringsstrategier, men jeg har først og fremmest ÉT princip:

Be kind!

Jeg tror, at hvis vi holder fast i dette, ikke kun med hestene, men også med ryttere, trænere og andre i hesteverdenen, så kan vi gøre forandringens vej lidt mindre skræmmende for alle.

I min træning i dag bruger jeg mange forskellige tilgange og læringsstrategier, men jeg har først og fremmest ÉT princip:

Be kind!

Jeg tror, at hvis vi holder fast i dette, ikke kun med hestene, men også med ryttere, trænere og andre i hesteverdenen, så kan vi gøre forandringens vej lidt mindre skræmmende for alle.

Indlægget Forandring er svært blev først udgivet på Blue Berry Hill.

Motivér din hest og skab mere rideglæde med en evidensbaseret tilgang til indfølende hestetræning

Hestens tillid til mennesket er altafgørende for at skabe et godt og respektfuldt samarbejde.

Du skal som rytter og træner opbygge hestens tillid til dig, skridt for skridt i mange gentagne situationer.

Når vi ved bedre, kan vi gøre bedre,  derfor vil vi gerne invitere dig til at deltage i 3 intense teoritimer, hvor du lærer mere om hestens indlæring og mentale evner med afsæt i disse emner

• hestens motivation
• Stress og indlæring
• Blide metoder til konflikthåndtering

Ja tak, jeg vil gerne vide mere

Vi tror på

at enhver hesteejer, træner og rytter,

gør det bedste de kan,

med de forudsætninger de har til rådighed

På dette kursus får du endnu flere forudsætninger for at skabe et godt og respektfuldt samarbejde med din hest.

Du lærer, hvordan du motiverer din hest, så du får de bedste forudsætninger for at skabe en positiv og god ramme for træningen.

Du lærer, hvordan stress påvirker indlæringen hos din hest og hvad du kan gøre for at træner med så lidt stress som muligt og dermed give din hest de bedste forudsætninger for indlæring.

Du lærer, hvordan du med blide metoder, kan tage hånd om en eventuel konflikt, der måtte opstå, hvis der er noget din hest synes er svært.

Vi tilbyder et seriøst, trygt og støttende læringsmiljø i en respektfuld og imødekommende tone.

Grib chancen nu og book din plads på

Fri for frustrationer

PRAKTISKE INFORMATIONER:

Tidsplan er kl. 09.00 - 13.00 lørdag den 9. december 2023

Kurset afholdes hos
Cook&Talk
A. Andersens Vej 24B
8600 Silkeborg

Der vil være the kaffe, isvand og frugt i løbet af dagen.

Prisen er 475 kr inkl. moms.

Book din plads og få mere rideglæde

Indlægget Fri for frustrationer blev først udgivet på Blue Berry Hill.

Forstærkning

Forstærkning skal forstås i ordets bogstaveligste forstand, som noget der forstærker en given adfærd. En forstærkning er det samme som en god konsekvens og vi bruger forskellige former for forstærkning, når vi skal betinge en adfærd. En forstærkning ØGER sandsynligheden for at hesten vil gentage adfærden. Der skelnes mellem positiv og negativ forstærkning som betyder at man enten tillægger noget (+ plus) ved positiv forstærkning eller fjerner noget (- minus) ved negativ forstærkning.

Negativ forstærkning:

En gængs misforståelse er, at negativ forstærkning er noget dårligt, men det er faktisk noget af det vi bruger allermest i kommunikationen med vores hest. Ved negativ forstærkning giver man en påvirkning i form af et pres og når hesten udfører den ønskede adfærd, forstærker man den adfærd ved at fjerne (minus) presset igen. Herved bliver hesten mere motiveret for at udføre den samme adfærd næste gang den mærker det samme pres. Hvis man vil have hesten til at rykke bagparten mod venstre, kan man lægge hånden på hestens bagpart på højre side og presse lidt. Når hesten tager et skridt mod venstre, fjerner man presset igen og forstærker derved adfærden. Hvis hesten derimod truede af dig med et bagben og du blev forskrækket og trådte tilbage, så var det trueadfærden der blev forstærket og dermed bliver det den mest sandsynlige adfærd, næste gang du lægger hånden på bagparten.

Vi bruger negativ forstærkning hele tiden. Klemmer med schenklerne og slipper igen når hesten går fremad. Tager i tøjlerne og giver efter når hesten bremser. Tager i trækketovet og slækker når hesten følger med osv osv. Negativ forstærkning er uhyre effektivt når vi timer presset og eftergiften, hvilket (desværre) også gælder i situationer hvor vi IKKE ønsker at forstærke, men kommer til det alligevel. Stejleadfærd er en typisk adfærd, hvor man let kommer til at forstærke hesten i adfærden, fordi det er svært at bibeholde et pres, mens hesten stejler.  

Det allervigtigste at huske om negativ forstærkning er:

Presset motiverer, men det er EFTERGIFTEN der træner responsen.

Man kan måske godt få hesten motiveret til at udføre en bestemt respons/adfærd via presset, men hvis man ikke husker at give efter, så har man ikke trænet responsen til at komme lettere og hurtigere næste gang, fordi adfærden ikke blev forstærket af eftergift. Ligeledes hvis man benytter et for højt pres (fysisk smerte) risikerer man at miste indlæringen i øvelsen og/eller at skabe et negativt CER. Når negativ forstærkning benyttes struktureret, konsekvent og venligt i indlæringen af forskellige kommandoer er det yderst effektivt og kommandoerne kan hurtigt forfines til meget lette påvirkninger, der fungerer som en slags ”stikord” til hesten mere end fysisk pres.

Positiv forstærkning:

Når man træner med positiv forstærkning så tilføjer man noget, eksempelvis en godbid eller klør hesten på halsen, for at forstærke en udført adfærd. Hvis man beder hesten stoppe, så tilføjer man en godbid når den stopper og forstærker dermed adfærden og gør det mere sandsynligt at hesten stopper næste gang. Man kan også bruge et “rose-ord” som positiv forstærkning, men det kræver en forudgående indlæring, så hesten forbinder ordet med noget rart.

Forskning har vist at kombinationen af negativ og positiv forstærkning er den mest effektive indlæringsmetode i hestetræning.

Straf

Hvor forstærkninger bruges til at øge sandsynligheden for en gentagelse af adfærd, så vil indførelsen af straf MINDSKE motivationen for at gentage en adfærd. Straf handler ikke om hvor hårdt eller hvor meget, da den kan påføres meget mildt, men definitionen er, at den ligger EFTER en adfærd, som en ubehagelig konsekvens der skal mindske sandsynligheden for at adfærden gentages.

For at straf skal være effektiv, skal den påføres umiddelbart efter adfærden, således at den let kan kobles til den ønskede adfærd.

Ligesom forstærkning, kan straf deles op i både negativ (-) og positiv (+) straf. Positiv straf, er den form for straf som de fleste mennesker forbinder med straf, mens negativ straf ikke er så bevidst anvendt og genkendeligt.

Negativ straf:

Som ved forstærkning, står negativ for, at man fjerner noget for at påvirke en bestemt adfærd. Hvis man klør en hest og den pludselig begynder at skrabe, så kan man holde op med at klø den, som en straf for den uønskede adfærd. Man har altså fjernet noget efter hesten begyndte at skrabe, for at mindske dens motivation for at skrabe igen. Hvis jeg kommer med hø og hesten kommer flyvende ud af boksen med gebisset forrest, så fjerner jeg høet for at mindske hestens motivation for at komme sur ud med hovedet igen. Hver gang jeg nærmer mig med høet og hesten bider ud, fjerner jeg høet igen, for at mindske sandsynligheden for at den gentager bideadfærden. Hvis jeg så samtidigt giver den høet når den er rolig og glad, så har jeg kombineret min negative straf af voldsom adfærd med positiv forstærkning af rolig adfærd

Man skal dog være meget opmærksom på hestens stressniveau og eventuel frustration hvis man benytter negativ straf, for hesten forstår ikke nødvendigvis tydeligt, hvad den straffes for og hvis der går længe før man når til den ønskede adfærd, der kan forstærkes, kan man risikere at frustrationen bliver så høj at hesten ikke længere er modtagelig for indlæring.

Positiv straf:

Denne form for straf er den vi almindeligvis forbinder med straf hvor man tilføjer noget, når hesten har udvist den uønskede adfærd. Hesten napper og får et dask over mulen. Hesten sparker og får et klask på måsen. Hesten refuserer og får et hak med sporerne.

Forskellen på straf og negativ forstærkning er, at negativ forstærkning fortæller hesten HVAD den skal gøre, mens straf fortæller hesten hvad den IKKE skal gøre!

Derfor er der åbent rum for en ganske stor fejlmargin når man benytter straf. Hvis hesten refuserer foran forhindringen og rytteren slår den med pisken, så kan det godt være at hesten opfatter, at det var ubehageligt at refusere, men det betyder jo ikke at den nu ved, at den så heller ikke må løbe udenom forhindringen i næste forsøg! Det er også positiv straf når hesten får stød på fold hegnet og det mindsker dens motivation for at komme tæt på hegnet igen, men i denne situation er hesten “fri” til selv at vælge andre muligheder/løsninger på folden, i modsætning til når den er i en træningssituation.

Indlægget Sådan lærer hesten; Forstærkning og straf blev først udgivet på Blue Berry Hill.

Mit fokus i denne artikel er ikke på en bestemt gren indenfor ridesporten. Forstået således, at dette er relevant for dig, uanset om du rider dressur, spring, military eller noget helt fjerde. Denne artikel har til formål, at give dig viden om elementerne i et sundt basisfundament– hvilket er vigtigt fordi, det er en forudsætning for alle former for sund ridning. Udover at forklare om selvbalance, som en del af basisfundamentet, har artiklen også til formål, at få dig til at reflektere over nogle helt grundlæggende elementer i din ridning. Hvis du har oplevet din hest slår fra, skyder skuldrene, ikke er ens på begge volter eller har andre ride problemer, så er det vigtigt du læser denne artikel.

Hesten i selvbalance

Først og fremmest er det vigtigt, at have forståelse for nogle helt grundlæggende ting omkring hestens muskulatur, for at kunne tilrettelægge træningen og kende forskel på forskellige typer af muskelarbejde. Hestens muskelgrupper har forskellige opgaver og deres struktur er forskellig alt efter hvilken opgave de skal udfylde. Stabiliseringsmuskulaturen, sørger, som navnet antyder, for at stabilisere hesten. Det er mindre muskelgrupper, som sidder tæt på knoglerne, har flere langsomme fibre og er mere senede end f.eks. bevægelsesmuskulaturen. Når jeg taler om stabiliseringsmuskulaturen er det primært hestens korsetmuskler, som sidder tæt inde omkring rygsøjlen og som er afgørende for, at hestens krop er i balance og at hesten kan bære sin rytter i selvbalance. Det er stabiliseringsmuskulaturen, der skal “holde sammen på hesten” når resten af dens krop skal skabe bevægelse væk fra hestens centrum.
Bevægelsesmuskulaturen til gengæld, har til opgave at skabe netop bevægelse. Mange af de store udvendige bevægelsesmuskler, er dem vi kan se og mærke direkte når vi kører henover hesten med en hånd. Disse muskler indeholder flere hurtige fibre end stabiliseringsmusklerne og de er mere fleksible (bløde) når de er sunde.
Det er vigtigt du er bevidst om forskellen mellem disse to muskelgrupper.

Hvis du rider din hest og forlanger at bevægelsesmuskulaturen skal arbejde mere end hvad du har aktiveret og styrket stabiliseringsmuskulaturen til, så vil hestens krop blive nødt til at finde en anden måde at stabilisere sig på. Her kan bevægelsesmuskulaturen gå ind og forsøge at stabilisere hesten, så hesten ikke mister balancen og skelettet kommer i belastende yderstillinger. Dette vil bevirke at bevægelsesmusklerne trækker sig sammen, bliver hårde og dermed ikke skaber den samme bevægelse hos hesten, som det ellers er deres opgave at gøre. Din hests bevægelsesmønster vil dermed blive begrænset. Dette vil du som rytter opleve som stivhed, der kan komme til udtryk på mange måder f.eks forringelse af gangarter, manglende fremadsøgning, modstand på tøjlen, stor forskel på volterne, hesten løber, modvilje mod at bøje og lave sideførende arbejde, anspændt springning, problemer med bagkanter på oxere og meget meget mere. Alt sammen indikationer på at din hest ikke er i selvbalance, som den bør være.

Et typisk eksempel på stivhed og manglende stabilisering hos hesten, kan du opleve når du skifter volte indover midten. Når du skifter fra den ene volte til den anden lige på midten, hvor hesten bliver rettet ligeud, vil du opleve din hest føles mindre stabil fortil eller måske direkte slår fra. Ofte vil dette opleves som et moment, indtil du får drejet hesten til den anden side og hesten ikke længere behøver holde sin krop lige i midten, men kan “læne sig” til den ene side. Dette er en direkte indikation på at hestens basisfundament ikke er stabilt nok. Din hests stabiliseringsmuskulatur er altså ikke styrket nok, til hele tiden at holde “midterkroppen” på det samme sted mens resten af kroppen bevæger sig i forskellige retninger.

Et sundt basisfundament

Hos BBH er ligeudretning et afgørende element i ridningen og træning af heste. Det betyder at hesten skal kunne gå på en lige linje, med en lige hals, for let tøjle og holde sin krop selv, uden at falde hverken forover, gå i stå eller glide til nogen af siderne– den skal være i selvbalance. Den lange, og i nogle tilfælde lave, hals, stiller store krav til hestens selvbalance og for at den kan arbejde med en god funktion i kroppen, skal den lære at aktivere sin stabiliseringsmuskulatur. Den bliver nødt til at skubbe sit tyngdepunkt lidt bagover, for at undgå at blive trukket med frem over forparten, når halsen rækkes ud og det kan den kun med sin stabiliseringsmuskulatur. Halsen er hestens balancestang, så jo bedre den i starten af sin træning, har frihed til at bruge halsen til at balancere, desto bedre kan den opbygge og styrke sin selvbalance uden at blive nødt til at kompensere.

Som nævnt, er denne viden afgørende for din ridning, så du ikke kommer til at stille for høje krav til bevægelsesmuskulaturen, før hesten har et sundt basisfundament med en god selvbalance og en stærk stabiliseringsmuskulatur. På den måde undgår du at din hest bliver stiv og modvillig.

Ridning og træning af hesten indeholder dog langt mere end “bare” ligeudretning og det er særligt vigtigt at du tænker over at der er forskellige typer af træning. Det er vigtigt, at du skelner mellem smidiggørende øvelser i din ridning og så træning af stabiliseringsmusklerne. OG, at du sætter den rigtige træning i gang.

Som et eksempel kan vi tage udgangspunkt i overgange fra skridt til trav. En øvelse, der ofte anbefales hvis hesten har tendens til at slå fra i overgangen, er at lave overgange direkte fra en versade eller rundt på en mindre volte. Hvis du laver en overgang fra skridt til trav, mens du laver versaden (eller lige når du afslutter den), så oplever du måske at hesten stadig beholder sin form i halsen. Dette kan skyldes, at dele af hestens krop enten aflastes eller aktiveres, fordi den rides i bøjet form. Man kan sige, at du hjælper hesten med at kompensere for manglende træning af stabiliseringsmusklerne. Hvilket ikke er optimalt i det fulde træningsperspektiv. Laver du samme øvelse, hvor hesten er ligeudrettet, og oplever du at den slår fra eller mister retning, så ved du at der er brug for mere stabiliseringstræning. Du kan godt bruge versaden eller bøjningen i en periode, for at hjælpe hesten bedre ind i overgangene, og så er det vigtig,t at du hele tiden har for øje, at hesten skal blive mere og mere ligeudrettet og ens i begge sider. Når din hest er stærk og symmetrisk i stabiliseringsmuskulaturen, vil den kunne løfte sig selv ind i en overgang, selv når den er ligeudrettet. At ride en helt lige linje, på en helt lige hest, der kun skal guides og ikke fysisk støttes/bæres af rytteren, er en langt sværere opgave for de fleste ekvipager, i praksis end i tanken. Det er derfor vigtigt at se forskellen mellem det laterale arbejde, hvor du smidiggør musklerne, og så den målrettede træning af stabiliseringsmusklerne, som i sidste ende er afgørende for din hests præstationer. Begge dele har en effekt og din opgave er at udvælge efter hestens behov.

Hvordan træner du din hest ved at ride ligeud?

Hos BBH fokuserer vi på vigtigheden af et sundt basisfundament, før alt andet. Uanset hvilken type ridning du dyrker, er dette en grundlæggende og vigtig træning, som alle ryttere kan benytte. Når du har fokus på at ride ligeudrettet og træne hestens stabiliseringsmuskulatur og derved styrke dens korset, bliver du bedre til at løse Jeres ridemæssige udfordringer og det er vigtigt at du ved hvorfor de forskellige øvelser virker godt eller skidt.

Forestil dig, at du har en hest der er stiv i siderne. Ofte vil du få at vide, du skal ride mange ottetaller og volteskift for at smidiggøre den. Men dette er ikke en god øvelse, hvis årsagen til stivheden kommer fordi, din hest er svag i sit korset og bruger bevægelsesmuskulaturen til at stabilisere sig. Så vil de mange volteskift (bratte retningsskifte) udfordre hestens balance og du vedligeholder stivheden. Måske føles hesten lidt bedre mod slutningen af lektionen, men næste dag er den lige så stiv igen, fordi du ikke har ændret på årsagen.

Det du kan gøre i stedet, er at fokusere på, at ride hesten på samme store volte, med en meget lille grad af bøjning, i samme tempo mange volter i træk, så du ikke udfordrer dens balance med retnings og temposkifte. Ved at gøre dette, får hesten tid til at finde balancen og aktivere sin stabiliserende core muskulatur. Og så skal hesten ikke bruge sin bevægelsesmuskulatur til at stabilisere kroppen og den kan begynde at afspænde de steder, der har spændt op og er blevet stive i kompensation for korsetmuskulaturen. På den måde kan du opleve at hesten igen bliver blødere i bevægelsesmuskulaturen.

Nogle heste, især dem med en meget svag stabiliseringsmuskulatur, føles meget slingrende når de ydre muskler begynder at slippe og rytteren ikke længere støtter på tøjlen. Det føles ofte ubehageligt for rytteren, som let kan fristes til at skabe noget “støtte” til hesten via tøjlen og schenklen. Her er det vigtigt, at du som rytter ved, at det “kun” er fordi der er behov for, at hesten lærer at aktivere sin stabiliseringsmuskulatur og finde den sunde selvbalance. Med en let tøjle og få blide anvisninger til at beholde retning og tempo, kan du motivere og træne hesten til at få aktiveret sin core og dermed styrke hestens stabiliseringsmuskulatur så den kan bringes i selvbalance.

Har du en hest med store gangarter, som du oplever værende meget, eller påbegyndende, stiv, bør du have særligt fokus på at nedsætte tempoet når du rider. Derved får hesten mulighed for at skabe aktivitet et andet sted i sin krop end i lemmerne, og her vil den få bedre mulighed for træning af stabiliseringsmuskulaturen. Mange ryttere oplever det som om at hesten ikke arbejder nok/går og slasker, men i virkeligheden er stabiliseringstræning langt hårdere arbejde end bevægelse. Du kan sammenligne det med forskellen på at lave planken og hoppe sprællemænd, hvis du selv træner. Du vil opleve at planken er væsentlig hårdere efter kort tid end at hoppe sprællemænd, på trods af du bevæger dig mere, og hurtigere når du hopper sprællemænd. Og det er præcis det samme, du skal huske på, når du træner din hest på denne måde.

Øvelser på staldgangen

Et andet vigtigt element at tage med, er at din træning sagtens kan starte på staldgangen. Særligt for heste der har en svag stabiliseringsmuskulatur, kan brystkasseløft, rygløft og bækkenvip (tal med din dyrlæge om hvordan du laver dem med din hest) være rigtigt gavnlige inden du rider. Hvis hesten ikke kan løfte sin ryg stående på staldgangen, hvordan skal den så forventes at kunne det, med rytter på i bevægelse? Når du laver løfteøvelserne, stimulerer du de nervebaner, der skal sende besked ud og aktivere musklerne. Du “vækker” altså de områder af kroppen, som du ønsker at hesten skal bruge i træningen, samtidigt med at øvelserne hjælper med at opbygge styrke gennem gentagelser. Når din hest er god til alle de 3 slags løft, kan du begynde at udfordre den ved at lave øvelserne, mens du løfter et forben eller et bagben. Du vil sikkert opdage at din hest har lettere ved at balancere sig på den ene side af kroppen og så gælder det om at være flittig med gentagelser, fordi den ubalance du ser på staldgangen også vil følge med over i ridningen.

Vi anbefaler også at du påtænker træning for hånden uden rytter og evt. longering, som en del af din faste træning. Når hesten ikke har rytter på, så stiller det ikke samme krav til stabiliseringsmuskulaturen, fordi der ikke er vægt på hesten, som den skal arbejde med og den skal ikke tilpasse sig rytterens balancepunkt. Når din hest er ved at være oppe på et nogenlunde niveau i forhold til selvbæring, kan du kombinere træningen, så du i ridningen stadig fokuserer primært på stabiliserende træning og så kan du bruge træningen fra jorden til at introducere mere sideførende arbejde, volteskifte og runding.

Vi bruger denne træningsform meget, og den er også rigtig effektiv til heste som skal omtrænes eller har tilridningsproblemer. Jeg kan opleve at få en hest i træning, som har store adfærdsproblemer under rytter. Efter en periode udelukkende med træning fra jorden, stabilisering, balance og koordinering, så opleves hesten helt anderledes i ridning og adfærdsproblemerne mindskes eller forsvinder. Problemer med at stå stille for smeden, kan også stamme fra dårlig balance og manglende stabilisering. Du må derfor aldrig undervurdere værdien af træning for hånd eller i longe til at opbygge et sundt basisfundament.

Mangler i hestens basisfundament

Når din hest så har en stærk korsetmuskulatur – når den er i selvbalance. Så er tiden kommet, hvor det er gavnligt at lave flere ottetaller og volter, tempo,- og retningskifte. Herved bliver din træning mere dynamisk, og hesten får mulighed for at bruge sin stærke stabiliseringsmuskulatur til at balancere kroppen, mens bevægemusklerne arbejder dynamisk med netop bevægelsen.

Den gode selvbalance sikrer at din hest nu kan håndtere volteskifte og mere bøjning. Den kan koordinere og balancere sideførende arbejde med frie bevægelser og du oplever at hesten ikke længere skyder skuldre og er blevet stabil i sit tempo. Gradvist kan du nu øge kravene til bevægelsesmuskulaturen ved at gøre volterne mindre og overtrædningen i det sideførende arbejde større. Du kan bede om større øgninger, der giver længere skridt og mere svævemoment og du kan gøre dine afkortninger mere tydelige. Din hest kan håndtere højere og bredere spring og du kan balancere den på sværere linjeføringer. Det der er vigtigt, er at du ikke overtræder grænsen for hestens stabiliseringsmuskulatur, men sætter kravet ned, så snart du mærker at hesten ikke kan bevare sin selvbalance igennem opgaven.

Et sundt basisfundament er en forudsætning for, at du kan ride øvelser, springe mv. – det er en forudsætning for at det bliver godt når du rider. At det føles godt for dig, men også at det er godt og sundt for hesten. En stærk stabiliseringsmuskulatur, betyder at hver enkelt muskel, laver det arbejde den er designet til.

Når jeg i hverdagen, ser heste med problemer i ridningen, typisk af den art som er nævnt igennem artiklen, så er det fordi der er huller i hestens basisfundament. Det er fordi hesten ikke er i selvbalance, fordi den ikke er stærk i sit korset. Det er derfor afgørende for hestens præstationsniveau og holdbarhed fremadrettet, at dette er på plads. Ellers går det ikke kun udover ridningen, det går også udover hestens bevægelsesmuskulatur, hvilket kan bevirke at hesten får en stiv gang eller at den bliver direkte halt.

Din hest er stærk – når du kan fjernes med Photoshop!

Der er flere ting der fortæller dig om din hest har fået stærk stabiliseringsmuskulatur. At du gennem din træning, har opbygget et solidt basisfundament, som du nu kan bygge videre på. Først og fremmest skal hesten kunne holde sin egen krop, selvom du har løse tøjler. Forestil dig at man fjerner rytteren fra hesten med Photoshop, så skal hesten gå på en måde, som den selv vil kunne bibeholde over et par skridt. Den skal være i selvbalance. Hvilket vil sige, den ikke skal “falde fra hinanden” hvis rytteren forsvinder. Dette må ikke forveksles med, at du som rytter ikke må hjælpe din hest under ridning. Du både må,- og skal- guide den. Men du skal ikke have følelsen af, at du fysisk bærer din hest. Hvis du har den følelse, er din hest ikke i selvbalance. Hesten skal altså kunne holde tempo og retning og fortsætte uhindret et par skridt uden rytteren, for at du ved, at du gennem grundtræningen har opnået en hest med et stærkt korset.

Selvbalance handler ikke om at hesten skal være samlet eller tage bæring på bagparten. Det handler om et grundlæggende træningselement, som vil være afgørende for hestens videre uddannelse og formåen. Og som er en forudsætning for at hesten nogensinde kan nå til et sundt niveau af samling og bæring. Dette fordi en hest i selvbalance med en stærk stabiliseringsmuskulatur, har et optimalt bevægelsesapparat, og dermed har de bedste forudsætninger for at arbejde sammen med sin rytter. Når din hest ikke skal kompensere for manglende grundtræning, så har den større mulighed for at udføre det du ønsker af den. Derfor bør arbejdet med det sunde basisfundament ses som en forudsætning for al anden træning af hesten hvis hesten skal være sund og holdbar.

Artiklen oprindeligt publiceret 26. okt. 2016

Læs også HER om hvorfor det er vigtigt ikke at bøje hesten for meget af.

Indlægget Derfor bliver din hest stiv blev først udgivet på Blue Berry Hill.

Jeg vekslede undervisningen mellem teori og praksis hele dagen igennem. I teorien gennemgik vi blandt andet den mekaniske funktion af galoppen og alle bevægelsens elementer. Hvilket ben gør hvad, hvornår og ”fejlfinding” i forhold til hvor man skal lede, hvis hesten ikke kan finde den en eller anden galop, går i krydsgalop osv.

Vi havde også 3 testheste inde i løbet af dagen, som hjalp mig med at demonstrere forskellige udfordringer og den ene af de testheste, var en 10 årig vallak, der ikke kunne komme i venstre galop. Den har i lang lang tid kun sprunget an i højre galop uanset om den var i skoven eller på en bane på højre eller venstre volte og min opgave var lære instruktørerne hvordan man kan løse den udfordring.

For at komme frem til en god løsning, er det vigtigt at lave en god analyse af hvad der er årsagen til problemet. Er det fordi hesten ikke forstår hjælperne til galop? Er det fordi rytteren bringer hesten ud af balance med sin opstilling? Er det fordi rytteren timer anspringet forkert? Er det fordi hesten fysisk ikke kan gå i den ønskede galop? Eller er det fordi hesten ikke har oplevet at det er en mulighed at bruge begge sider til galop?

Dette er de hyppigste årsager til at man ikke får hesten i den ønskede galop og derfor startede jeg med at stille rytteren en hel masse spørgsmål.

Jeg udelukkede manglende forståelse for anspring, fordi hesten springer fluks og fint an når den får hjælpen. Det er bare højre galop hver gang. Rytteren sad generelt i en fin balance, så jeg konkluderede at det ikke var hovedproblemet, men at vi kunne bruge en hendes vægtfordeling tydeligt, til at hjælpe med at finde venstregaloppen. Det samme med timingen af anspringet, og det vender jeg tilbage til lidt senere. Hesten kunne heller ikke finde venstre galoppen i longe uden rytter (eller på folden) så derfor kom jeg hele tiden tilbage til en fysisk årsag hos hesten

For at pejle sig ind på en fysisk årsag, må man gå dybere ind i selve mekanikken for galop.

Har du tænkt over hvilke ben, der har hvilken opgave når din hest galopperer?

Galoppens mekanik

Skridt og trav (og tölt) er alle symmetriske gangarter. Det vil sige, at hesten gør det samme med begge sider og alle 4 ben skal flytte sig på samme måde. Galop er den eneste gangart der er assymmetrisk, hvilket vil sige at højre og venstre side gør noget forskelligt og at benene har hver deres opgave. Anspringet starter altid på det udvendige bagben, som løfter hesten ind i galoppen. Hesten står alene på det udvendige bagben, mens de tre andre ben er løftet. Det kræver for det første noget balance, men det kræver især styrke fra det udvendige bagben. Herefter lander det indvendige bagben samtidigt med det udvendige forben og hesten har nu 3 ben i jorden. Det betyder at balancen ikke er nær så udfordret på dette tidspunkt af bevægelsen og når hesten flytter vægten henover de to ben (indvendige bagben og udvendige forben) for at lande på indvendige forben, afvikler den det udvendige bagben og fører vægten fremad. Det betyder, at afskubbet for det indvendige bagben, ikke er nær så anstrengende, som for det udvendige bagben, der skal klare både bæringen og afskubbet helt alene. Den sidste vægtbæringsfase inden svævemomentet er der hvor hesten står alene på indvendige forben, med alle tre andre ben løftet. Dette kræver igen balance og belaster indvendige forben hårdere end de andre ben. Afskubbet er ikke ligeså krævende, som for bagbenet, der skal løfte hele hesten af sted, fordi hesten ”ruller” henover det indvendige forben med momentum fra resten af bevægelsen, men vægtbelastningen er stor og. Så hvis hesten har ondt i et forben, vil den typisk gerne undgå at galoppere til den side, hvor den skal stå alene på det forben.

Herfra kommer hesten til svævemomentet, hvor den skal føre begge bagben samlet ind under sig. Det er dette moment i galoppen, der gør, at galop kan virke løsnende på hestens lændeområde og overlinje generelt og at mange ryttere oplever at deres heste traver bedre efter at have galopperet. I skridt og trav, har hestens bagben sit omdrejningspunkt i hofteleddet og den fører bagbenene frem på skift. Det vil sige når det ene ben er fremme, er det andet tilbage. Når hesten skal føre begge bagben ind under sig samtidigt, skal den vippe sit bækken ind under sig og dens omdrejningspunkt (det sted med størst udsving) ligger i det der kaldes lumbosacral leddet, som er samlingen mellem den sidste lændehvirvel og korsbenet (som bækkenet sidder fast på). Det er dette bækkenvip uden vægtbæring, der er med til at løsne hestens overlinje og forbedre rygsvinget i traven bagefter, hvis hesten galoppere godt, altså. Hvis hesten galopperer med samlede bagen eller konstant krydsgalop, så vil jeg med det samme se efter spændinger/låsninger i området omkring lænd og bækken, fordi det så er denne bevægelse hesten ikke kan udføre.

Når hesten er ved at afslutte svævefasen, skal den skille bagbenene ad og føre det indvendige bagben videre frem ind under sig, mens det udvendige bagben kommer ned og tager vægten igen. Hvis hesten er meget blokeret omkring hofteleddet i indvendige bagben, kan dette også give udfordringer når benet skal føres frem.

Med denne viden om galoppens bevægelse, så er det som regel oplagt, at have fokus på udvendige bagben og/eller indvendige forben (som har brug for den mest smidige skulder i fremføringen, i forhold til udvendige), hvis hesten kun kan springe an til den ene side.

Testhestens løsning

Med alt dette i baghovedet skulle vi så lave en analyse af vores testhest, for at finde frem til bedste løsning. Som tidligere nævnt var jeg via udelukkelsesmetoden nået frem til at det var en fysisk udfordring hos hesten vi skulle løse og derfor startede jeg med at bede rytteren sætte i trav på stor volte, så vi kunne få et billede af hvordan hesten bevægede sig. Det blev ret hurtigt tydeligt, at hesten ikke var så god i bærefasen på højre bagben i traven. Begge bagben blev ført lige langt frem under hesten, men han forsøgte hele tiden at afkorte bærefasen på højre og havde et svagt afskub. Samtidigt var han ganske stram og ufleksibel omkring venstre skulder og disse to ting, vil gøre det rigtig svært for ham at lave anspring til venstre.
Derfor satte jeg en masse forskellige øvelser i gang i skridt og trav, der skulle tilgodese netop disse to områder i hans krop. Højre bagben og venstre skulder.

Når hesten traver på en volte, så er det dens indvendige bagben der bærer mest vægt, mens det, som sagt, er det udvendige bagben der bærer mest vægt i galoppen. Så det, at vores testhest var klart bedst i traven på venstre volte, men galoppen på højre volte, bekræftede igen tanken om, at det var det højre bagben, der var problemet. For at hjælpe ham til en bedre bærefase på højre bagben, lavede jeg først nogle forsigtige overtrædninger med ham fra jorden, hvor jeg på højre volte bad hans bagpart træde ud af volten ved at føre højre bagben over/foran venstre 2- 3 skridt ad gangen. På denne måde forlænger man bærefasen og får hesten til at lægge lidt mere vægt ned på det indvendige bagben, samtidigt med at man får åbnet lidt for det udvendige og skabt fleksibilitet i bagparten. Allerede efter to repetitioner, blev han bedre og vi lavede 4-5 repetitioner i skridtpauserne mellem travarbejdet de første 30 minutter af lektionen. Herudover arbejdede vi med ham i trav.

Trav og rigtig/forkert diagonal

De fleste af os har lært at ride rigtig diagonal i letridningen ved at holde øje med forbenene og sidde ned, når det udvendige forben er i jorden. Det betyder så, at man vil stå op i bøjlerne når det indvendige bagben skal svinge frem, hvilket kan hjælpe med til at give det mere plads til at svinge frem, men man sidder så ned i sadlen mens det indvendige bagben bærer vægt. Vores rytter red meget fint rigtig diagonal på venstre volte (hvor hun altså sad ned på det stærkeste venstre indvendige bagben) men på højre volte valgte hun hele tiden den forkerte diagonal og sagde at det føltes ubehageligt, når hun red rigtig diagonal.
Det giver god mening, fordi hun, i den rigtige diagonal på højre volte, sad ned på det svage, indvendige højre bagben og derfor ikke følte hun blev ”båret”. For at opmuntre hesten til at bære bedre på højre bagben i traven på højre volte, lavede jeg en øvelse hvor rytteren med vilje skulle ride forkert diagonal på kortsiden og cirkelvolte og lun ride rigtig diagonal på langsiden når det gik ligeud. Dette gjorde, at hun på buede spor, sad på det stærke ben og stod på det svage bagben, som derved fik bedre betingelser for at bære. Sammenholdt med skridtøvelserne, begyndte der er komme nogle fine momenter hvor hesten bar mere ens på begge bagben og mod slutningen begyndte det at føles mere ens og rart at ride rigtig diagonal på højre volte, (hvor det svage bagben er det indvendige).

Den sidste øvelse vi lavede i skridt og trav, var en cirkelvolte på venstre volte (det stærke bagben indvendigt) hvor rytteren skulle stille hesten let til udvendige side. Det giver den et fint stræk på venstre side af halsen/skulderen og det ”åbner” for skulderen på venstre forben, der er nødt til at træde lidt væk fra kroppen for at hesten kan holde retningen på volten.

Når hesten skal springe an i venstre galop, skal den op og frem med indvendige skulder og det hjælper denne øvelse rigtig fint på.

Med disse øvelser havde vi aktiveret de områder af hestens krop, som analysen havde fortalt os var dem, der blokerede for venstre galoppen og det var tid til at afprøve anspringet.. Vi prøvede et par gange, hvor jeg foretog flere justeringer, blandt andet at tillade en lille kontrastilling for at få indvendige skulder fri, at få rytterens vægt til udvendige side (for at give indvendige skulder plads til at komme op og frem), at tælle galoptakten og flytte lidt på sporet for at ramme den rigtige balance i hesten..

Flere gange var han tæt på at springe an i venstre galop, men hver gang han havde fat i det rigtige ben, kom anspringet ikke helt igennem og han enten fortsatte i trav eller skiftede ben og fandt høre galoppen i et forsøg på at svare rigtigt på rytteren anmodning.

Vi gav ham så en skridtpause og en enkelt session med overtrædningen, inden de sidste justeringer, hvor jeg ændrede lidt på sporet igen. Nu kom han fra et spor der var en blanding af indover midten og volte tilbage for at få ham så lige som muligt, og så talte jeg ”nu – nu – nu –nu” for rytteren, for at hun vidste præcist hvornår det udvendige bagben kom i jorden, så hun kunne give galophjælpen lige inden han skulle trykke af. Hvis man timer anspringet på det forkerte bagben, bliver det forkert galop, så det er vigtigt at rytteren ved præcist hvornår benet går i jorden..

Dét gjorde udslaget og han fik aktiveret højre bagben og sprunget an i venstre galop   
Og da han først havde fået løftet sig over i galoppen, holdt han faktisk en rigtig fin galop næsten to hele volter, inden han faldt ned i skridt.. Hurra, det var super fedt og helt fantastisk at han tog så godt imod, at vi kunne få det frem på bare en lektion.

Hesten har været fulgt af dyrlæge Marianne Dahl Jensen fra equimove.dk og jeg talte efterfølgende med hende om hestens justeringer. Noget af det hun har rettet gentagne gange hos ham, er korsleddet i højre side (der hvor hestens bækken sidder fast på korsbenet) og det matcher helt præcist hestens manglende lyst til at bære vægt på højre bagben. Det er helt sikkert grundet de tidligere behandlinger, at vi kunne komme så hurtigt til hans krop. Fordi han ikke var mekanisk låst, havde f.eks overtrædningerne en stor effekt, da han først lige havde opdaget at han kunne udføre den bevægelse..

Og jeg er sikker på, at nu hvor rytteren ved hvordan hun målrettet kan ride med øvelser, der tilgodeser de svagere områder i hans krop, så kan hun træne ham så det ikke længere bliver et tilbagevendende problem med korsleddet. Og når han får styr på anspringene fremadrettet vil det være super gavnligt for ham bruge venstregaloppen, så hans krop kan blive mere symmetrisk.

Så hvis du har en hest, som har problemer med at finde galoppen til den ene side, vil jeg anbefale dig at kigge nærmere på dens udvendige bagben og indvendige forben.. Og hvis den er bedst i trav på den volte der er sværest i galop, så er det ret god sandsynlighed for at du skal have fokus på dens udvendige bagben i anspringet 

Indlægget Når hesten ikke vil i rigtig galop blev først udgivet på Blue Berry Hill.

Når vi rider og påvirker vores hest til at indtage bestemte positioner og bevæge sin krop med vores vægt fordelt ovenpå dens ryg, er det vigtigt at vi tænker på at hele hestens krop skal ”hænge sammen” som en samlet enhed.. For mig betyder udtrykket at ”hesten hænger sammen”, at hele dens rygsøjle, fra den første nakkehvirvel, ned gennem halsen, brystkassen, ryggen, lænden og ud til halehvirvlerne er forbundet på en naturlig og ubrudt linje. Hestens rygmarv løber inde i alle hvirvlerne og stikker nerveforbindelser ud mellem hver hvirvel, så hvis rækken af hvirvler bliver brudt, svarer det til at have en vandslange med et for skarpt knæk. Så kan vandet ikke løbe frit fra den ene ende til den anden og ligesådan er det med hestens rygsøjle. Der må ikke være knæk på linjen, hvis beskederne til hestens muskler skal kunne komme uhindret ud til alle områder af kroppen og der skal være fri passage for at energien kan flyde frit fra den ene ende af hesten til den anden gennem hele hestens krop.

LEGETØJSBILER OG BRIO TOG

Når jeg holder foredrag og workshops, sammenligner jeg gerne hestens hvirvelsøjle med denne række af magnetbiler.. (Du kender måske også konceptet fra en Brio togbane.)Hvis rækken er lige, kan jeg let køre bilerne frem og tilbage og hvis jeg former en blød bue, hvor alle bilerne har samme vinkel, kan jeg også let og flydende køre dem frem og tilbage.. Problemet med flowet, opstår i det sekund, jeg får vinklet rækken for meget, for så vil bilerne glide ud til siden og flowet gå i stå, når jeg skubber på den bagerste bil og forsøger at sende rækken i bevægelse.

Det er PRÆCIS dette der sker inde i hestens krop, når halsen bøjes for meget i forhold til resten af hestens krop. Hesten har 7 halshvirvler og den sidste af dem, altså nr. 7 kobler sammen med den første af brysthvirvlerne, som hesten har 18 af. (Brysthvirvlerne er alle dem, der har ribben og de tæller både de forreste, der danner lansemærket og dem der ligger i sadellejet, som vi i daglig tale ofte refererer til som ”ryghvirvlerne” og fortsætter hele vejen ned til lændehvirvlerne).

Når hesten overbøjer i halsen, så brydes forbindelsen mellem nr. 7 og nr. 1,- altså får vi et ”knæk på slangen” lige i overgangen fra halsen ind til hestens brystkasse.. Denne “afkobling”, påvirker både flowet gennem hele hesten og  selvfølgelig også effekten i hestens brystkasseophæng. Hestens affjedring i brystkassen og dens evne til at løfte brystkassen, er alfa og omega for at hesten kan få mulighed for at træde bagbenene længere ind under sig. Hvis hesten starter træningen med at ”brække forbindelsen af” mellem halsen og brystkassen, så skaber det spænding, skævheder og i mange tilfælde kompensationer i hestens brystkasse og det modvirker direkte målsætningen om, at flytte vægten fra hestens forpart til bagpart gennem træningen.

FORPARTENS KONSTRUKTION

Inden vi kommer til, hvorfor det kan føles godt i hånden hos rytteren når hesten overbøjer, så skal vi se nærmere på konstruktionen af hestens forpart. Hos mennesker er det en knogle, kravebenet, der forbinder brystben og skulderblad. Denne knogle findes ikke hos hesten. Hestens krop hænger mellem de to skulderblade og holdes på plads af muskler og bindevæv, der tilsammen danner det, der kaldes thoraxslyngen (eller brystslyngen).

Thoraxslyngen fungerer nærmest som en hængekøje for hele hestens forpart/brystkasse og det er her hesten affjedrer forpartens nedslag i trav og galop (hvis muskulaturen er afspændt og sund) og det er aktiviteten i thoraxslyngen, der afgør om forparten/brystkassen er hævet eller sænket. Hvis hesten er roteret i brystkassen mod den ene side, er skæv i skuldrene, går skævt på forbenene, er meget snæver i bringen eller bøjer halsen for meget af, skaber det ubalance i thorax slyngen og gør det svært for hesten at få løftet forparten. I praksis oplever jeg, at langt størstedelen af de skævheder hesten viser ned igennem kroppen, udspringer af kompensationer fra forparten, fordi halsen og de forreste brysthvirvler i thoraxslyngen ikke er på linje med hinanden. Forpartsbalancen er et utroligt vigtigt, men ofte overset område. Hvis hesten er ubalanceret i forparten, så vil det for det første forplante sig gennem hele rygsøjlen og hestens øvrige muskulatur, men det kan også forstyrre hestens mentalt, da den bliver utryg/anspændt ved at være i ubalance og rytteren skal ofte korrigere når hesten falder enten ind eller ud af volten.

NÅR HESTEN BLIVER TUNG PÅ TØJLEN

Halsen er hestens balancestang og derfor vil ubalancer, ofte give sig udslag i udsving med halsen, når hesten forsøger at genetablere sin balance. Det er en hyppig årsag til at hesten slår fra.
Derfor anbefaler jeg altid, at træningen har fokus på at etablere en stærk selvbalance og symmetri i hestens krop, fremfor at placere/bøje halsen først. Fordi halsens aktivitet er ”bare” et udtryk for det der sker inde i resten af hestens krop. Så når du rider på en hest og den føles stiv/tung på den ene tøjle, så er det højst sandsynligt fordi hesten ikke arbejder i balance ned gennem kroppen. Den har måske roteret sin brystkasse, skubbet en skulder ind eller ud, går på flere spor, skyder bagparten og tager ikke vægten på indvendige bagben. Når hesten kommer i balance og tager vægten på indvendige bagben og balancerer sin krop, vil den blive let i tøjlen igen og rytterens opgave er derfor at lade hånden blive i en blød neutral kontakt til biddet og så ride hestens krop i balance. At bøje halsen af på en hest i ubalance, er som at tisse i bukserne på en iskold vinterdag.

Hvis rytteren med sine anholdninger trækker hestens hals ind til indvendige side, altså bøjer godt af) så vil hesten, efter noget tid finde ud af at den kan få fred i munden ved at dreje halsen og vupti, det føles lettere i rytterens hånd. MEN og det er et kæmpestort men… Det er kun i rytterens hånd, at hesten føles blødere! Hesten “slipper biddet” mere som en adfærd, der frigør den for pres, end som en fysisk respons på at stabilisere sin krop. Hesten bliver nødt til at modspænde og kompensere andre steder i sin krop, når forbindelsen mellem halsen og brystkassen bliver brudt, ved overbøjningen og derfor vil man som ryttere blive ved med at opleve 1) at der stort set altid er behov for at bøje hesten af, for at få den til at føles blød for rytterens hånd og 2) at alle kompensationsmønstrene som skyde skulder, slå fra i overgange, ved volteskift og sidebevægelser, være forskellig på volterne og meget meget mere bliver ved med at dukke op..

Hesten skal naturligvis smiddiggøres til siderne, men halsen bør aldrig bøjes mere end resten af kroppen i bevægelse, hvis du gerne vil bevare et ubrudt flow gennem hesten, en ensartet og let kontakt på tøjlerne og et sundt bevægemønster. Hvis du føler hesten har brug for yderligere smidiggørelse, anbefaler jeg rolige strækkeøvelser på staldgangen, ligesom du ville lave dine egne strækkeøvelser langsomt, blidt og i stilstand. Efterhånden som din hest bliver stærkere og mere smidig i træningen kan du lave mindre og mindre volter, der fordrer mere bøjning og stadig bevare forbindelsen fra mulespids til hale. Også 8-taller, slangegange, slalombuer, overtrædninger, kontrastillinger osv er gavnlige for at smiddiggøre heste, så længe det ikke er hestens hovede, der trækkes fra side til side, afkoblet fra resten af kroppen, men en længdebøjning gennem hele hestens krop.

Jeg er meget taknemmelig for at jeg har fået lov at bruge disse billeder, af en rytter jeg hjælper og som har en hest, der har tendens til at miste forbindelsen mellem halsen og brystkassen især på højre volte.. Rytteren arbejder meget målrettet på at ”dressere” sin højre hånd til at være stille, når hesten bliver tung og lade hele hestens krop komme på en ubrudt linje, så det højre bagben kan komme ind og arbejde og herefter bliver hele hesten blød og forbundet og rytteren får følelesen af at kunne mærke hestens bagben i tøjlekontakten.

Når dét sker, så er det ikke bare rytterens hånd, men hele rytterens krop, der kan mærke blødheden og fremfor alt, så er det HESTENS krop, der bliver glad.

Artiklen er oprindeligt publiceret 28. juni 2017

Indlægget Det er kun din hånd, der bliver glad når du bøjer hesten af blev først udgivet på Blue Berry Hill.

Omvendt fortæller den urene takt os, om tab af balance, blokeringer, skævheder og spændinger i hestens krop. Og det er dette udgangspunkt jeg arbejder ud fra når jeg arbejder med islandske heste og deres ryttere. Jeg er ingen ekspert i hverken tölt, pas eller gangsætning, men jeg oplever, i praksis, hvordan fokus på at skabe en bedre balance i hesten, løsne blokeringer, aktivere hestens stabiliseringsmuskulatur og ligeudrette hesten, giver sig udslag i bedre og renere gangarter. Jeg oplever hvordan en forbedret afspænding og brug af overlinjen i trav er med til at skabe en rigtig god grundforudsætning for hesten, som senere gavner dens tölt.

På årets sommertræningslejr havde vi en deltager, Cecilie, som medbragte den skønneste 6 års islænder vallak Vidar, som var temmelig gangartsudfordret. Cecilie havde ønsket hjælp til at få ham til at bevæge sig bedre, mere villigt og mere flydende. Den første lektion på træningslejren er altid jordarbejde, så hestene lige får lov til at lande efter ankomsten og vi får givet dem en god oplevelse af stedet. Samtidigt giver det os mulighed for at observere deres mentale niveau og teste hvordan de responderer på signaler.

Vidar var skøn, tilstedeværende og meget meget villig, så der derfor var vi allerede der forberedt på, at vi skulle lede mere i fysikken end forståelsen, når Cecilie oplevede ham som uvillig til at gå frem med rytter.

I den første ridelektion trænede Cecilie først meget fokuseret på, at få en god fremadreaktion for en let schenkel anvisning og da det fungerede rigtig fint i skridten og kunne vi gå videre til traven.
Eller trav, var det på ingen måde… Vidar krappede sig af sted i en blanding mellem pas, tølt og indimellem galop på forbenene med noget travagtigt bevægele samtidigt i bagparten og for hver ca. 10- 15m. gik han i stå. Vi havde for en sikkerhedsskyld en dyrlæge til at gå ham igennem, som godkendte den fortsatte træning. Godt så,- udfordring sat i gang.

BALANCE
Noget af det vi er meget fokuserede på i BBH træning er, at skille det færdige ønskede billede ad i mange bittesmå delelementer, som vi så arbejder med isoleret, for til slut at samle det til et færdigt billede. Vores endemål med Cecilie og Vidar var at finde frem til traven, men det allerførste skridt, var at hjælpe Vidar til at finde balancen, for det var når han tabte balancen, at han gik i stå og det var manglende balance, der var en del af årsagen til at han ikke kunne trave. Heste er forskellige og nogle heste speeder op, når de taber balancen og så hjælper det kun lidt at træne stopsignal, man må i stedet hjælpe hesten til en bedre selvbalance. Og med Vidar, hjalp det kun lidt at træne fremsignal, fordi årsagen til at han stoppede op, lå i den tabte balance.

Derfor startede vi med at justere på Cecilies opstilling, så hun fik mere støtte i stigbøjlerne og mindre tyngde i sadlen. Basisinstruktør Sarah Gerding, arbejde med at få Cecilie rykket frem over benet, så hun fik mere selvopretholdelse og stakket sin krop mere lige ovenpå hinanden. På den måde, kan hun bære sig selv, og hun bliver hun lettere for Vidar at løfte og hun sidder mere stille i det samme centrerede tyngdepunkt. Det gør det både lettere for ham at finde en balance i sit eget tyngdepunkt OG sikrer at Cecilie er mere stabil i midten når hesten skifter sit tyngdepunkt og på den måde kan hun hurtigere guide ham tilbage til det centrerede tyngdepunkt.
Yderligere var der den fordel, at Cecilies vægt kom lidt længere frem i sadlen, som var lige det længste til Vidar OG at Cecilie havde en ret god balance, da der på et tidspunkt kom lidt spændingsbukkespring i galoppen..

Vi lod Vidar om at vælge den benflytning han selv fandt bedst og så fokuserede vi på at få bevægelsen til at flyde, uden at han stoppede brat op. Det gjorde vi ved at Cecilie sad meget meget stille i sit eget tyngdepunkt, hele tiden holdt blikket oppe og det mentale fokus fremme, samtidigt med at hun red så bløde buer og flade sving som muligt. Hvis Vidar skulle dreje for skarpt eller hjælpen blev for står, så røg han ud af balance og stoppede op så jo bedre Cecilie kunne praktisere “go with the flow” og holde sig i midten af tyngdepunktet, desto længere stykker uafbrudt bevægelse, fik de ud af det. Den forbedrede balance gav allerede en effekt på gangarten, selvom den stadig var ganske “gakket”.

Indlægget Gakkede gangarter, benflytning og balance blev først udgivet på Blue Berry Hill.

“Hej Susan
Jeg var i Grenå den anden dag og høre dit oplæg – super godt ! Men men, jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor negativ forstærkning og positiv straf ikke er to sider af samme sag. I alle tilfælde tilføjes jo et pres, som slippes når adfærden er ændret. Og i alle tilfælde er det vel fordi jeg ønsker mere af en adfærd og mindre af den jeg allerede bliver budt?
Er et stødhegn positiv straf eller negativ forstærkning ?

Du sagde noget med at positiv straf var til at fjerne en adfærd og negativ forstærkning var til at fremme en adfærd. I mit hovede kan jeg ikke se hvordan man kan fjerne en adfærd uden også at fremme en ny.

Jeg håber du læser dette som undren og bestemt ikke som kritik. Jeg har vendt mine tanker med et par veninder men synes ikke jeg bliver klogere. Så måske du har et rigtig godt skoleeksempel, som kan skære det ud i pap for mig
Vh Stine“

Kære Stine. 

Tak for dit super relevante spørgsmål. Vi arbejder en masse med netop dette på modul 1 på basisinstruktøruddannelsen, da det, i starten, kan være svært for mange at skelne og der er også gråzoner. Jeg oplever i praksis, at det virkelig øger effektiviteten i træningssetup, når man få denne forståelse helt ind under huden.

Først og fremmest, så er det vigtigt at huske på at “forstærkning” har til formål at ØGE frekvensen af en adfærd, mens “straf” har til formål at MINDSKE frekvensen af en adfærd. 
(Læs mere uddybende om forstærkning og straf HER)
Ved hjælp af veltimet straf, kan man mindske frekvensen af en adfærd også uden at det nødvendigvis øger frekvensen af en anden (specifik) adfærd. Et stødhegn, som du nævner, er positiv straf, fordi man tilføjer (+) noget, i dette tilfælde strøm, EFTER at hesten har udført den uønskede adfærd = rørt ved hegnet, for at mindske dens motivation for at røre det igen. Der er masser af andre slags adfærd hesten kan udføre i stedet for at røre hegnet, eks spise, løbe, rulle, gnubbe, pruste, ryste på hovedet osv osv, men der er ingen af disse former for adfærd, der bliver specifik forstærket ved at hesten fik stød på hegnet..

Et eksempel på anvendelsen af negativ forstærkning kan være en situation hvor du vil lære hesten at gå fremad for et blødt pisketap på bagparten. Her påfører du presset/påvirkningen FØR adfærden og bliver ved med at give påvirkningen, pisketap, indtil hesten går fremad og SÅ fjerner du presset (-) og på den måde har du ØGET hestenss motivation for at gå fremad næste gang du tapper. Det er forstærkning og træning af en meget specifik adfærd du gerne vil se, i modsætning til den positive straf fra stødhegnet, der samtidigt åbner for mange muligheder for en anden adfærd.

Pisken kan også anvendes til positiv straf ( det er ikke noget jeg anbefaler) hvis hesten eksempelvis refuserer foran springet og du tilføjer slag EFTER hesten har refuseret, for at mindske dens motivation for at refusere igen. Det mindsker måske hestens motivation for at refusere igen, men du har stadig ikke forstærket en ønsket adfærd og derfor er der risiko for at hesten vælger en anden uønsket adfærd, f.eks at løbe ved siden af springet næste gang du prøver at få den til at springe.

Dette er en stor risiko ved at benytte positiv straf i træningen. At hesten bliver forvirret – og utryg – fordi den ikke lærer hvad den GERNE må, og i stedet oplever pres for det den IKKE må.

Den mest effektive måde at få en adfærd til at forsvinde på, er ved at designe et træningsset up hvor hesten ikke får mulighed for at øve sig i den uønskede adfærd, og hvor man hele tiden tilbyder hesten en anden adfærd, som man kan forstærke den for. Det kan f.eks være at man tydeligt og målrettet forstærker sin hest for at stå stille, så den bliver dygtig til det i stedet for hele tiden at straffe og skælde den ud over at den flytter sig på de forkelrte tidspunkter. Man kan sige at “vade riundt-adfærd” uddør, når “stå stille-adfærd” bliver tydeligt forstærket. 

Opsummering.
Ved positiv straf, kommer presset/påvirkningen EFTER adfærden, for at mindske motivationen for at gentage adfærden og det er altså presset/påvirkningen der træner adfærden til at mindskes.

Ved negativ forstærkning kommer presset/påvirkningen FØR adfærden, for at udløse adfærden og så er det eftergiften der træner adfærden til at øges.

Forskellen på positiv straf og negativ fortærkning er, at straf fortæller hesten hvad den IKKE må, mens negativ forstærkning (eftergift) fortæller hesten hvad den GERNE må.

Indlægget Forskellen på positiv straf og negativ forstærkning blev først udgivet på Blue Berry Hill.

Og har du prøvet mange af de helt klassiske symptombehandlinger for heste med det dette problem, eksempelvis serier med korte afstande for at få hesten til at sænke farten, kraftig drivning, for at få hesten til at nå frem på de relaterede afstande i første gennemridning, volter mellem springene og først ride til springene når hesten venter, bomme til at hjælpe når hesten bakker for meget af på eksempelvis kombinationer, parader lige efter springet, for at få hesten til at forvente at blive stoppet og/eller ændret optømning og eksempelvis tilføjelse af en martingal, fordi hesten begynder at slå fra, når du skal trække så hårdt for at bremse den?

Så står du i fuldstændig samme situation, som en dygtig springrytter på La niveau, jeg arbejdede med for nogle uger siden. Hun har en hest som hun netop havde svært ved at finde den gode galop mellem springene på.

Rytteren er meget blid og ønskede at finde en gylden middelvej, hvor der kom ro på tempoet og kontakten mellem hestens mund og hendes arme blev blidere og hvor det ikke skulle tage flere runder, for at få hestens standset.

For at finde en løsning, er jeg altid nødt til at lave en grundig analyse af den bagvedliggende årsag til problemet, for ellers bliver løsningerne symptombehandling i stil med dem jeg har listet ovenfor..

Jeg arbejde derfor med rytteren over 3 dage, både i grundtræningen og med springningen og her i bloggen får du essensen af de 3 dages arbejde. Jeg plejer at sige, at den måde hesten bruger sin krop på over springet, er en spejling af den måde den bruger sin krop på jorden, men der er altid undtagelser og denne hest var en af dem.

Grundtræningen

I grundtræningen bevægede den sig ret begrænset. Den var svært at få til at gå nok fremad, i både skridt trav og galop. Den ville helst undgå at producere for meget afskub i de ønskede bagpartsmuskler, hvilket betød at dens bækken, stod usmidigt og der blev intet reelt svævemoment, i hverken traven eller galoppen og derfor blev dens forpart også lidt rigid og uden ret meget løft eller elasticitet til at absorbere nedslag fra forbenene i trav og galop. En sund muskulatur i hestens brystslynge (thoraxslyngen) er især vigtig for springheste, for det er her nedslaget skal absorberes (lidt som når et menneske lander i en trampolin) når hesten lander fra springene. Den skal kunne fjedre nedad og den skal kunne hjælpe med at løfte opad igen, når fronten skal af jorden.. Hvis hesten bevæger sig tæt henover jorden i grundtræningen, altså med lidt flade gangarter og begrænset svævemoment, så trænes og smiddiggøres musklerne i hestens thoraxslynge ikke nok og det kan være medvirkende til, at det føles ukomfortabelt for hesten når den lander. Samtidigt arbejder løftet af forparten, bækkenkippet, sammentrækningen af underlinjen og forlængelsen af overlinjen sammen, når hesten traver eller galopperer i en sund holdning med masser af afskub og svævemoment og det er præcis disse funktioner hesten har brug for når den skal springe.

Yderligere, så stiller gangarter med svævemoment større krav til hestens balance, og den lærer at rekruttere sin stabiliseringsmuskulatur når den er i svævemomentet,- noget den igen har stor brug for når den skal over springet i et langt svævemoment.

Det var nærliggende at forvente at disse restriktioner i hestens krop ville ”oversætte” sig til springningen og jeg forventede at se diverse kompensationsmønstre i afsæt, svævefase og afvikling.. Men der blev jeg snydt!!

Springteknikken

Hestens ekstremt målrettet springafstamning og dens genetiske kodning til god springning fornægtede sig ikke og selv på små spring, sprang hesten med en virkelig høj teknisk kvalitet og (for) stor kraft.. Den samlede bagbenene, kippede sit bækken, lukkede de stor bagbenled, løftede sin front, forlængede sin overlinje, lagde luft til springet og når den så landede, havde den mere eller mindre sprunget sig selv ud af balance.

Det gav fantastisk god mening hvordan de første spring, hvor hesten kippede i sit bækken, løftede sin front, forlængede sin overlinje og i det hele taget pludselig rekrutterede alle de områder i kroppen, der var for inaktive i grundridningen, løsnede op for hestens bevægelse.. Den ”håndbremse” der havde ligget og luret i galoppen forsvandt og hesten begyndte at tage større og mere frie galopspring ligesom traven fik bounce og svævemoment.. Når heste springer med god teknik, kan det have en virkelig god terapeutisk effekt på kroppen, fordi den netop rekrutterer sin krop i ønskede områder, som vi så med denne hest..

Men lykken varer kun kort ????

Da der begynder at komme mere højde på springene og mere end ét spring ad gangen, begynder problemerne mellem springene at starte.. Hesten løber mere og mere, den åbner sit bækken, stikker bagparten ud, trækker næsen ned og ind og lægger al sin vægt ud på biddet.. Hvis rytteren får den mengeleret hen til springet, springer den igen fuldstændig teknisk fantastisk og (for) kraftigt, men for hvert gode spring, bliver den endnu værre mellem springene..

Måske har du allerede nu, som opmærksom læser, gættet at hesten bliver dårligere mellem springene fordi den overforbruger sin krop når den springer. Både kraftmæssigt, giver den alt for stor indsats for at springe og ligeså smidighedsmæssigt, er den ude i nogle stræk den slet ikke har forberedt sin krop på mere gradvist. Det svarer til at du pludselig vil squatte 30 kg og bagefter gå i spagat, uden at have styrket og smidiggjort din krop tilstrækkeligt..

Og derfor får den, for hvert spring, mere og mere brug for at vende sin krop omvendt, når den er landet og rytterens anholdniner, der jo ellers skal hjælpe med at samle hesten igen, bliver mødt med stor modstand, fordi hestens krop ikke kan svare på hendes anmodning.. Hvis der også tilføjes sving, eller små volter, bliver det endnu sværere for hesten, da vendingerne kræver mere vægt på bagparten og derfor gav det også god mening at denne hest var bedre til udendørsstævner (mere plads = større sving = mindre krav til bagparten og balancen) end til indendørsstævner (mindre plads = skarpere sving = større krav til bagpart og balance)

Løsningen

For at hjælpe denne hest, havde vi brug for at bringe dens funktion i grundridningen og dens funktion i springningen tættere sammen.

Det gjorde vi ud fra min analyse af dens krop og først og fremmest lavede vi en masse øvelser i grundridningen, der var målrettet designet til at guide hesten til at rekruttere netop de dele af dens krop, vi havde brug for at få gang i. Rytteren har i forvejen arbejdet meget indfølende med hesten og også lavet en del øvelser på staldgangen men altså uden helt at få sat gang i den ønskede rekruttering af hestens krop, så her justerede vi ind.

Samtidigt anbefalede jeg at springe nogle små spring næsten hver dag, fordi de små spring aktiverer denne hests krop de ønskede steder når den springer så teknisk korrekt. Jeg foreslog at lægge de små spring ind, som en helt almindelig del af den daglige træning, på linje med en versade eller andre øvelser. Så hvis traven eksempelvis manglede lidt løft, så kan hun bruge springet til at skabe aktivitet i kroppen og deraf få bedre løft i traven bagefter.

Det kan være en stor fordel også for at hjælpe hestens mentale forventning, at springene bare blandes ind i løbet af timen, så det ikke bliver en ”happening”, at først skal der varmes op og SÅ skal der springes, inden man skridter af.

I takt med at de små spring, hjælper hesten til en bedre funktion i kroppen i grundridningen, bliver det mere komfortabelt for hesten at springe og så begynder det at være tid til at introducere enkelte spring med lidt større højde på. Det er umuligt, at give en præcis anvisning på hvordan den gradvise opbygning skal foregå, for det afhænger helt af hvordan hestens krop tager i mod, men det der er allervigtigst er at aflæse hestens reaktioner og holde kravene indenfor den fysiske ramme hesten kan kapere.. Den traditionelle træning, hvor man tager til “springtræning” f.eks en gang om ugen og så springer en masse spring netop den dag, er for ensidig for hestens krop. Det er meget sundere for hesten, at blande springningen ind i den anden træning henover ugen, så hesten springer oftere, men ikke så mange spring hver gang og belastningen på hestens krop, således varieres.

For denne heste er der behov for en ret markant ændring, fordi den har koblet den mentale forventning om at soringning er ukomfortabelt for kroppen, så starten vil det typisk være sådan, at hvis hesten en gang har sprunget lidt ekstra til på en okser (måske hvis rytteren har ramt en ikke optimal afstand) så har den brug for en skridtpause i kroppen bagefter. Her gælder det for rytteren om at bevare tålmodigheden og forståelsen for, at det hesten har behov for, ikke er at lære at reagerer på rytterens hjælpere, men derimod at opbygge en fysik, der kan forvalte de opgaver den skal løse. Det tager tid, men det er muligt med en målrettet og fokuseret indsats.

Indlægget Når springhesten enten løber eller står imod blev først udgivet på Blue Berry Hill.