Er du en af dem, som har en springhest der har svært ved at finde en passende galop mellem springene? Enten går hesten for lidt frem (som regel i starten af springningen) eller også så løber den alt for hurtigt og med alt for meget vægt i tøjlerne (gerne i 2. klasse til stævner eller når den har sprunget den første bane til træning, eller når springene bliver større)?
Og har du prøvet mange af de helt klassiske symptombehandlinger for heste med det dette problem, eksempelvis serier med korte afstande for at få hesten til at sænke farten, kraftig drivning, for at få hesten til at nå frem på de relaterede afstande i første gennemridning, volter mellem springene og først ride til springene når hesten venter, bomme til at hjælpe når hesten bakker for meget af på eksempelvis kombinationer, parader lige efter springet, for at få hesten til at forvente at blive stoppet og/eller ændret optømning og eksempelvis tilføjelse af en martingal, fordi hesten begynder at slå fra, når du skal trække så hårdt for at bremse den?
Så står du i fuldstændig samme situation, som en dygtig springrytter på La niveau, jeg arbejdede med for nogle uger siden. Hun har en hest som hun netop havde svært ved at finde den gode galop mellem springene på.
Rytteren er meget blid og ønskede at finde en gylden middelvej, hvor der kom ro på tempoet og kontakten mellem hestens mund og hendes arme blev blidere og hvor det ikke skulle tage flere runder, for at få hestens standset.
For at finde en løsning, er jeg altid nødt til at lave en grundig analyse af den bagvedliggende årsag til problemet, for ellers bliver løsningerne symptombehandling i stil med dem jeg har listet ovenfor..
Jeg arbejde derfor med rytteren over 3 dage, både i grundtræningen og med springningen og her i bloggen får du essensen af de 3 dages arbejde. Jeg plejer at sige, at den måde hesten bruger sin krop på over springet, er en spejling af den måde den bruger sin krop på jorden, men der er altid undtagelser og denne hest var en af dem.
Grundtræningen
I grundtræningen bevægede den sig ret begrænset. Den var svært at få til at gå nok fremad, i både skridt trav og galop. Den ville helst undgå at producere for meget afskub i de ønskede bagpartsmuskler, hvilket betød at dens bækken, stod usmidigt og der blev intet reelt svævemoment, i hverken traven eller galoppen og derfor blev dens forpart også lidt rigid og uden ret meget løft eller elasticitet til at absorbere nedslag fra forbenene i trav og galop. En sund muskulatur i hestens brystslynge (thoraxslyngen) er især vigtig for springheste, for det er her nedslaget skal absorberes (lidt som når et menneske lander i en trampolin) når hesten lander fra springene. Den skal kunne fjedre nedad og den skal kunne hjælpe med at løfte opad igen, når fronten skal af jorden.. Hvis hesten bevæger sig tæt henover jorden i grundtræningen, altså med lidt flade gangarter og begrænset svævemoment, så trænes og smiddiggøres musklerne i hestens thoraxslynge ikke nok og det kan være medvirkende til, at det føles ukomfortabelt for hesten når den lander. Samtidigt arbejder løftet af forparten, bækkenkippet, sammentrækningen af underlinjen og forlængelsen af overlinjen sammen, når hesten traver eller galopperer i en sund holdning med masser af afskub og svævemoment og det er præcis disse funktioner hesten har brug for når den skal springe.
Yderligere, så stiller gangarter med svævemoment større krav til hestens balance, og den lærer at rekruttere sin stabiliseringsmuskulatur når den er i svævemomentet,- noget den igen har stor brug for når den skal over springet i et langt svævemoment.
Det var nærliggende at forvente at disse restriktioner i hestens krop ville ”oversætte” sig til springningen og jeg forventede at se diverse kompensationsmønstre i afsæt, svævefase og afvikling.. Men der blev jeg snydt!!
Springteknikken
Hestens ekstremt målrettet springafstamning og dens genetiske kodning til god springning fornægtede sig ikke og selv på små spring, sprang hesten med en virkelig høj teknisk kvalitet og (for) stor kraft.. Den samlede bagbenene, kippede sit bækken, lukkede de stor bagbenled, løftede sin front, forlængede sin overlinje, lagde luft til springet og når den så landede, havde den mere eller mindre sprunget sig selv ud af balance.
Det gav fantastisk god mening hvordan de første spring, hvor hesten kippede i sit bækken, løftede sin front, forlængede sin overlinje og i det hele taget pludselig rekrutterede alle de områder i kroppen, der var for inaktive i grundridningen, løsnede op for hestens bevægelse.. Den ”håndbremse” der havde ligget og luret i galoppen forsvandt og hesten begyndte at tage større og mere frie galopspring ligesom traven fik bounce og svævemoment.. Når heste springer med god teknik, kan det have en virkelig god terapeutisk effekt på kroppen, fordi den netop rekrutterer sin krop i ønskede områder, som vi så med denne hest..
Men lykken varer kun kort ????
Da der begynder at komme mere højde på springene og mere end ét spring ad gangen, begynder problemerne mellem springene at starte.. Hesten løber mere og mere, den åbner sit bækken, stikker bagparten ud, trækker næsen ned og ind og lægger al sin vægt ud på biddet.. Hvis rytteren får den mengeleret hen til springet, springer den igen fuldstændig teknisk fantastisk og (for) kraftigt, men for hvert gode spring, bliver den endnu værre mellem springene..
Måske har du allerede nu, som opmærksom læser, gættet at hesten bliver dårligere mellem springene fordi den overforbruger sin krop når den springer. Både kraftmæssigt, giver den alt for stor indsats for at springe og ligeså smidighedsmæssigt, er den ude i nogle stræk den slet ikke har forberedt sin krop på mere gradvist. Det svarer til at du pludselig vil squatte 30 kg og bagefter gå i spagat, uden at have styrket og smidiggjort din krop tilstrækkeligt..
Og derfor får den, for hvert spring, mere og mere brug for at vende sin krop omvendt, når den er landet og rytterens anholdniner, der jo ellers skal hjælpe med at samle hesten igen, bliver mødt med stor modstand, fordi hestens krop ikke kan svare på hendes anmodning.. Hvis der også tilføjes sving, eller små volter, bliver det endnu sværere for hesten, da vendingerne kræver mere vægt på bagparten og derfor gav det også god mening at denne hest var bedre til udendørsstævner (mere plads = større sving = mindre krav til bagparten og balancen) end til indendørsstævner (mindre plads = skarpere sving = større krav til bagpart og balance)
Løsningen
For at hjælpe denne hest, havde vi brug for at bringe dens funktion i grundridningen og dens funktion i springningen tættere sammen.
Det gjorde vi ud fra min analyse af dens krop og først og fremmest lavede vi en masse øvelser i grundridningen, der var målrettet designet til at guide hesten til at rekruttere netop de dele af dens krop, vi havde brug for at få gang i. Rytteren har i forvejen arbejdet meget indfølende med hesten og også lavet en del øvelser på staldgangen men altså uden helt at få sat gang i den ønskede rekruttering af hestens krop, så her justerede vi ind.
Samtidigt anbefalede jeg at springe nogle små spring næsten hver dag, fordi de små spring aktiverer denne hests krop de ønskede steder når den springer så teknisk korrekt. Jeg foreslog at lægge de små spring ind, som en helt almindelig del af den daglige træning, på linje med en versade eller andre øvelser. Så hvis traven eksempelvis manglede lidt løft, så kan hun bruge springet til at skabe aktivitet i kroppen og deraf få bedre løft i traven bagefter.
Det kan være en stor fordel også for at hjælpe hestens mentale forventning, at springene bare blandes ind i løbet af timen, så det ikke bliver en ”happening”, at først skal der varmes op og SÅ skal der springes, inden man skridter af.
I takt med at de små spring, hjælper hesten til en bedre funktion i kroppen i grundridningen, bliver det mere komfortabelt for hesten at springe og så begynder det at være tid til at introducere enkelte spring med lidt større højde på. Det er umuligt, at give en præcis anvisning på hvordan den gradvise opbygning skal foregå, for det afhænger helt af hvordan hestens krop tager i mod, men det der er allervigtigst er at aflæse hestens reaktioner og holde kravene indenfor den fysiske ramme hesten kan kapere.. Den traditionelle træning, hvor man tager til “springtræning” f.eks en gang om ugen og så springer en masse spring netop den dag, er for ensidig for hestens krop. Det er meget sundere for hesten, at blande springningen ind i den anden træning henover ugen, så hesten springer oftere, men ikke så mange spring hver gang og belastningen på hestens krop, således varieres.
For denne heste er der behov for en ret markant ændring, fordi den har koblet den mentale forventning om at soringning er ukomfortabelt for kroppen, så starten vil det typisk være sådan, at hvis hesten en gang har sprunget lidt ekstra til på en okser (måske hvis rytteren har ramt en ikke optimal afstand) så har den brug for en skridtpause i kroppen bagefter. Her gælder det for rytteren om at bevare tålmodigheden og forståelsen for, at det hesten har behov for, ikke er at lære at reagerer på rytterens hjælpere, men derimod at opbygge en fysik, der kan forvalte de opgaver den skal løse. Det tager tid, men det er muligt med en målrettet og fokuseret indsats.