Grissepas, gangsalat, myldreben, og taktforvirring er bare nogle af de mange ord, jeg oplever, der bliver brugt når de islandske heste, har svært ved at finde den rene takt i en given gangart. Takt er vigtigt på alle hesteracer, både 3 gængere, 4 gængere og 5 gængere, fordi den rene takt indikerer at hesten arbejder symmetrisk og i balance.
Omvendt fortæller den urene takt os, om tab af balance, blokeringer, skævheder og spændinger i hestens krop. Og det er dette udgangspunkt jeg arbejder ud fra når jeg arbejder med islandske heste og deres ryttere. Jeg er ingen ekspert i hverken tölt, pas eller gangsætning, men jeg oplever, i praksis, hvordan fokus på at skabe en bedre balance i hesten, løsne blokeringer, aktivere hestens stabiliseringsmuskulatur og ligeudrette hesten, giver sig udslag i bedre og renere gangarter. Jeg oplever hvordan en forbedret afspænding og brug af overlinjen i trav er med til at skabe en rigtig god grundforudsætning for hesten, som senere gavner dens tölt.
På årets sommertræningslejr havde vi en deltager, Cecilie, som medbragte den skønneste 6 års islænder vallak Vidar, som var temmelig gangartsudfordret. Cecilie havde ønsket hjælp til at få ham til at bevæge sig bedre, mere villigt og mere flydende. Den første lektion på træningslejren er altid jordarbejde, så hestene lige får lov til at lande efter ankomsten og vi får givet dem en god oplevelse af stedet. Samtidigt giver det os mulighed for at observere deres mentale niveau og teste hvordan de responderer på signaler.
Vidar var skøn, tilstedeværende og meget meget villig, så der derfor var vi allerede der forberedt på, at vi skulle lede mere i fysikken end forståelsen, når Cecilie oplevede ham som uvillig til at gå frem med rytter.
I den første ridelektion trænede Cecilie først meget fokuseret på, at få en god fremadreaktion for en let schenkel anvisning og da det fungerede rigtig fint i skridten og kunne vi gå videre til traven.
Eller trav, var det på ingen måde… Vidar krappede sig af sted i en blanding mellem pas, tølt og indimellem galop på forbenene med noget travagtigt bevægele samtidigt i bagparten og for hver ca. 10- 15m. gik han i stå. Vi havde for en sikkerhedsskyld en dyrlæge til at gå ham igennem, som godkendte den fortsatte træning. Godt så,- udfordring sat i gang.
BALANCE
Noget af det vi er meget fokuserede på i BBH træning er, at skille det færdige ønskede billede ad i mange bittesmå delelementer, som vi så arbejder med isoleret, for til slut at samle det til et færdigt billede. Vores endemål med Cecilie og Vidar var at finde frem til traven, men det allerførste skridt, var at hjælpe Vidar til at finde balancen, for det var når han tabte balancen, at han gik i stå og det var manglende balance, der var en del af årsagen til at han ikke kunne trave. Heste er forskellige og nogle heste speeder op, når de taber balancen og så hjælper det kun lidt at træne stopsignal, man må i stedet hjælpe hesten til en bedre selvbalance. Og med Vidar, hjalp det kun lidt at træne fremsignal, fordi årsagen til at han stoppede op, lå i den tabte balance.
Derfor startede vi med at justere på Cecilies opstilling, så hun fik mere støtte i stigbøjlerne og mindre tyngde i sadlen. Basisinstruktør Sarah Gerding, arbejde med at få Cecilie rykket frem over benet, så hun fik mere selvopretholdelse og stakket sin krop mere lige ovenpå hinanden. På den måde, kan hun bære sig selv, og hun bliver hun lettere for Vidar at løfte og hun sidder mere stille i det samme centrerede tyngdepunkt. Det gør det både lettere for ham at finde en balance i sit eget tyngdepunkt OG sikrer at Cecilie er mere stabil i midten når hesten skifter sit tyngdepunkt og på den måde kan hun hurtigere guide ham tilbage til det centrerede tyngdepunkt.
Yderligere var der den fordel, at Cecilies vægt kom lidt længere frem i sadlen, som var lige det længste til Vidar OG at Cecilie havde en ret god balance, da der på et tidspunkt kom lidt spændingsbukkespring i galoppen.. 😉
Vi lod Vidar om at vælge den benflytning han selv fandt bedst og så fokuserede vi på at få bevægelsen til at flyde, uden at han stoppede brat op. Det gjorde vi ved at Cecilie sad meget meget stille i sit eget tyngdepunkt, hele tiden holdt blikket oppe og det mentale fokus fremme, samtidigt med at hun red så bløde buer og flade sving som muligt. Hvis Vidar skulle dreje for skarpt eller hjælpen blev for står, så røg han ud af balance og stoppede op så jo bedre Cecilie kunne praktisere “go with the flow” og holde sig i midten af tyngdepunktet, desto længere stykker uafbrudt bevægelse, fik de ud af det. Den forbedrede balance gav allerede en effekt på gangarten, selvom den stadig var ganske “gakket”.