I den perfekte verden, skulle der være en stor gruppe veluddannede heste, der var trænet af erfarne ryttere, som kunne fungere som læremestre for nye og mindre erfarne elever, gennem deres uddannelse.
Heste der havde styrken til at udholde og balancere sig når rytteren ikke havde sin egen balance, heste der kendte øvelserne og kunne hjælpe rytteren til at mærke følelsen af rigtig og forkert.. Heste der var trygge i miljøet og kunne koncentrere sig om ridningen også selvom eleven, ikke havde styr på det. Heste der var stærke, sunde og mentalt velafbalancerede og som kunne hjælpe rytterne ind til de blev så dygtige, at det nu var deres tur til at uddanne og hjælpe en uerfaren hest på vej.
Men virkeligheden er langt fra perfekt og af mange forskellige årsager som f.eks manglende traditioner, tid, logistik og fremfor alt økonomi, så findes der rigtig mange ekvipager, der kombinerer en mindre erfaren rytter med en mindre erfaren hest, hvor ingen af parterne har forudsætningerne for at hjælpe den anden.
Jeg synes der er noget skønt, i at hest og rytter kan vokse og udvikles sammen, HVIS man husker at tage højde for, at træningen tager længere tid når hverken hest eller rytter er rutineret OG man sætter forventningerne derefter.
Noget af det vi, blandt andet, arbejder med på basisinstruktøruddannelsen, er at instruktørerne lærer at vurdere, om det er hesten eller rytteren, der lige nu har det største behov for hjælp. Man kan ikke løse alle ekvipagens udfordringer i én lektion og derfor skal man kunne selektere. Det kan være, at situationen er således, at hestens overlinje ville drage stor gavn af at rytteren gav længere tøjle, men hvis rytteren i sadlen er meget utryg, så vil det være uhensigtsmæssigt at bede hende om at forlænge tøjlerne, fordi det vil skabe ekstra usikkerhed, som forplanter sig til hesten. Så kan det være den bedste løsning, at starte med at ”gøre noget” for rytteren, så man kan bringe hende et sted hen, hvor hun igen kan ”være noget” for hesten. Det kan være fokus øvelser for både hest og rytter, vejrtrækningsøvelser for rytteren, forskellige mindgames der bremser rytterens stress eller træning af et velkonsolideret stop signal, der altid giver en god sikkerhed for rytteren.
Det kan også være at rytteren er meget tryg og gerne vil en masse med fart, men endnu ikke har etableret et uafhængigt sæde i en god egenbalance og/eller, er meget utimet i anholdninger og eftergift. Så må man igen tilpasse kravene og hesten må ”vente” mens rytteren arbejder på en bedre indføling, balance og timing i lettere opgaver, som volter, slangegange, overgange og mønstre. Det kan være svært for en rytter, der aldrig har mærket hvordan det føles når hesten går i selvbalance og responderer på helt lette signaler, at lære hesten at gøre netop dette, fordi man ”famler i blinde”. Her er det vigtigt med en god træner, der kan hjælpe både med at skabe det rigtige træningsdesign OG med at markere de rigtige skridt, så rytterens krop begynder at genkende den ønskede følelse..
Selv er jeg springrytter og har tilbragt det meste af min tid i flatseat springsadler. Og jo, man kan godt sidde ned i trav i sådan en, men det er ikke ret komfortabelt, så jeg er for det meste i letridning i traven. Når jeg så afholder dressurkurser her på BBH, med vores portugisiske træner Paulo Sergio, er det gerne et tema omkring nedsidning for mig. For det meste får jeg snakket mig udenom det :-p men jeg er altid lidt flittigere til at træne det op mod kurset.. Jeg er fuld af gode ( eller dårlige) undskyldninger for, hvorfor jeg ikke får trænet det, men den virkelige årsag er, at det er min hest der ”betaler prisen”, mens jeg øver mig i at blive bedre til nedsidning. Jeg har ingen overskud til at hjælpe ham, når jeg skal koncentrere mig indgående om alle de små muskler i min egen krop og jeg kan mærke, at når jeg sidder ned, så forstyrrer det hans trav rytme og jeg får fluks lyst til at komme tilbage til letridning for at gøre det bedre for ham. Til gengæld, så er der mange ting, der ville blive lettere for mig, at hjælpe ham med, i nedsidning i forhold til f.eks sidebevægelser og balance, når mit sæde bliver mere stabilt.
Så hvis vi, som samlet ekvipage skal bringes videre og løfte vores fælles niveau, så må jeg træffe en rationel beslutning om at de fleste lektioner er for hesten, men nogle lektioner er for mig. På overbygningen til vores instruktøruddannelse, har vi altid opstillingslektioner i longe på programmet. Det er en virkelig god mulighed for at det er longeføreren, der tager sig af hesten, hjælper og balancerer den, mens rytteren så får fuld mulighed for kun at fokusere på sig selv. Når jeg ikke har den mulighed til hverdag, skal jeg lægge en anden strategi og der vælger jeg som regel at bruge den meste tid i letridning og når han så føles rigtig fin og regelmæssig, sidder jeg ned nogle små stykker ad gangen og kommer op i letridning hvis jeg har forstyrret ham for meget..
Denne blog handler ikke om træning af nedsidning (det kan få sin egen blog senere) men om at være bevidst om, hvornår lektionen er for dig (eller din elev) og hvornår den er for hesten. Det er både naturligt og nødvendigt, at skifte fokus mellem de to,- det der er vigtigt er at du er opmærksom på det og vælger en bevidst strategi, der sikrer at hesten er komfortabel i opgaven og på langt sigt løfter det fælles niveau.